aagren.dk

“En charmerende mand” er skrevet af Marian Keyes og er vel nærmest spritny. Bogen er i chick lit genren, men som altid har Marian Keyes et alvorligt emne med. Hviket skal ikke afsløres her.

Bogen er fængslende. Der er meget vellykket indsat et par små teasere inde i bogen. Små indlæg, der i den grad formår at vække ens nysgerrighed og giver lyst til at læse videre.

Kvinderne, der portrætteres, er meget forskellige: skrøbelige, stærke, nedbrudte. Og så alligevel ikke.

På litteratursiden findes en anmeldelse af bogen. Selv er jeg ikke helt enig, jeg synes nemlig ikke det er forstyrrene at skifte mellem de forskellige kvinder (og dagbogsform og roman). Til gengæld har jeg så meget lyst til at følge kvinden, at jeg helt savner hende når der skiftes til en ny. Der er i alt fire-fem kvinder, hvis historie bliver fortalt.

Hermed anbefales bogen.

Pædagogerne fortæller, at datteren er faglig moden men har lidt for mange udfordringer på det sociale plan til, at hun er skolemoden. Hvad betyder det? Hun kan godt modtage en kollektiv besked. Hun kan ikke rigtigt koncentrere sig om, at sidde stille og lytte til de andre børn fortælle. Hun kan blive rigtigt ked af det, hvis der f.eks. skal deles noget ud og hun ikke får rigtigt hurtigt. Eller hvis der er pakkeleg, så vil hun meget nødigt give pakken videre (det vil jeg nu heller ikke). Drejer tingene sig ikke om hende, så gider hun ikke rigtigt.

Noget af det skyldes, at hun er enebarn. Når halvbror og -søster er her hver anden weekend har datteren fået først mens de andre ventede. Ikke for at forfordele hende (i hvert fald ikke bevist), men simpelthen fordi de er store nok til at vide, at de nok skal få og derfor ikke gider høre på hendes brok. De venter bare og hun får først.

Havde egentligt affundet mig med, at datteren skulle vente med at komme i skole til næste år. Selv om jeg ved, at hun til den tid vil være foran de fleste bogligt. Hun elsker at lege med tal og bogstaver. Det gør jeg for øvrigt også. Så er det jeg læser, at der er alt for mange pædagoger der vurderer, at ungerne skal vente med at komme i skole. I hvert fald i følge skolerne. Skolerne skal netop lære børnene at sidde stille. Onklen min, der også kommer fra skoleverdene, siger præcist det samme.

Hvad skal man gøre? Følge pædagogerne? Eller tage beslutningen om, at datteren skal afsted i førskole til april - og tænk hvis hun skal gå børnehaveklassen om. Det vil være et stort nederlag for hende, er jeg sikker på.

Var egentligt forundret over, at pædagogerne mente, at hun ikke skulle afsted. Men er mødre ikke altid det - forundret over, at andre mener anderledes om deres børn.

Jeg tror jeg vil søge hjælp til beslutningen hos skoleverdenen. Hvad kan de håndtere og hvad kan de ikke. Det må være det der afgør om hun skal afsted … tror jeg.

hvor længe jeg skal være syg? Har nu været syg i to uger. På den ene eller anden måde.

På den positive side, så er snottet ikke klumpet og mørkegrønt længere og min nyerhvervede astmaspray hjælper virkelig mine bronkier med at slappe af og ikke sende “HOST SÅ FOR SATAN” op til min hjerne med få minutters mellemrum. Problemet er bare, at grunden til, at jeg føler mig en anelse bedre udelukkende skyldes medicinering og ikke at jeg rent faktisk er mere rask end jeg var igår.

Julepyntningen har indtil videre foregået sådan, at ungerne har kastet julepynt, hvor de mente det ville pynte. Nogle steder direkte oven på rodet. Alle steder oven på støvet. Der er ikke noget at gøre ved det, jeg gider ikke stresse mere over det jeg ikke når. For jeg orker ikke mere. Manden er også ved at være kørt træt men har dog alligevel taget ungerne med i svømmehal. Jeg nyder roen og har virkelig nydt at sidde helt alene med en bog og vide at afslapning er det bedste for mig lige nu.

Jeg er tæt på, at være kørt helt ned. Og hvad sker der så? Der kommer en sød mand med en meget flot buket. Sørme om ikke min dejlige mor mente at jeg trængte til en krammer. Hvor heldig kan man være? Jeg har i hvert fald været meget heldig. Jeg blev virkelig rørt!